Banken kan spærre dit kort, uden du ved det

PRIVATØKONOMI: Betalingskort-udbyderen Nets kan spærre dit kort uden først at kontakte dig, hvis de har mistanke om, at dine kontooplysninger er havnet i de forkerte hænder.

Du har plus på kontoen, taster den rigtige kode og alligevel virker dankortet ikke. Den situation kan du risikere at stå i, hvis du har handlet i den forkerte butik eller hævet penge i den forkerte automat.

Betalingskort-udbyderen Nets kan nemlig spærre dit kort uden først at kontakte dig, hvis de har mistanke om, at dine kontooplysninger er havnet i de forkerte hænder:

“Det kan vi finde på at gøre, hvis kortet har været brugt i en butik, der har været involveret i en hacking-sag”, forklarer pressemanager Søren Winge.

Hos Forbrugerrådet hører man jævnligt fra danskere, der har fået spærret kortet uden at blive kontaktet først.

Men det skal Nets være meget varsomme med, mener økonom Troels Holmberg:

“Som forbruger skal du ikke ud i en situation, hvor du regner med, at dit kort fungerer, og så gør det ikke det alligevel”.

For selv om det kan virke som en sikkerhed for dig, er det i virkeligheden bankernes pengepung kortspærringerne beskytter, mens du får alle generne ved at skulle vente på et nyt kort og hæve kontanter i banken i mellemtiden.

“Det er banken, der hæfter, hvis dit kort bliver misbrugt uden pinkode ved køb på nettet”, siger Holmberg.

.


Del dette indslag