PENGE & PRIVATØKONOMI: Hver anden dansker er ikke bekendt med deres banks anbefalinger, når det gælder betalinger med kort i udlandet, og det kan føre til uforudsete udgifter på ferierejsen. Faktisk kan regningen blive temmelig dyr.

Når danskere rejser sydpå, møder de ofte spørgsmålet ved betalingsterminalen: Skal der betales i danske kroner eller lokal valuta? Valget er vigtigt, for det kan have stor betydning for ferieregnskabet.
En ny undersøgelse viser, at godt hver tredje dansker ikke altid betaler i den lokale valuta, hvilket går stik imod anbefalingerne fra de fleste danske banker.
Endvidere svarer hver anden dansker i undersøgelsen, at de slet ikke ved, hvilken valuta deres bank anbefaler ved kortbetaling i udlandet.
“Selvom det er nemmere hurtigt at forholde sig til et beløb i danske kroner, bør du betale med dit kort i den lokale valuta i udlandet. Det er nemlig billigst”, siger fagchef for kortbetaling Jan Mågård, Sparekassen Kronjylland.
“Vælger du modsat at betale med dit kort i danske kroner, bestemmer butikken vekselkursen. Er kursen bare lidt højere end den almindelige eurokurs, kan forskellen på at bruge 100 euro nemt blive mere end 50 kroner. Og husk: Sådan er det hver gang, du handler for 100 euro. Risikoen er særligt stor uden for EU”, fortæller Jan Mågård.
Den økonomiske gevinst ved korrekt betaling kan bidrage til både en velplanlagt ferieøkonomi og mindre risiko for ubehagelige overraskelser.