Dit Smartwatch kan koste klip i kørekortet

Hver femte dansker mellem 18 og 69 år går nu med et smartwatch om håndleddet. Et ur med trykskærm og avancerede funktioner, som man kender det fra mobiltelefonen – Og det kan være fristende lige at benytte det, mens man kører bil.

Et smartwatch på armen er lige så ulovligt at benytte under kørslen som en håndholdt mobiltelefon.
Det giver et klip i kørekortet, og en bøde på 1.500 kr., ydermere skal man betale 500 kr. til Offerfonden, hvis man taster eller skriver på sit smartwatch f.eks. for at læse eller skrive en besked, mens man kører bil.

Straffen er iøvrigt den samme ved brug at håndholdt mobiltelefon. Den skal være fastgjort, hvis den skal benyttes lovligt under bilkørsel.

Politiet går efter uopmærksomme bilister
Netop i øjeblikket sætter politiet ekstra fokus på de uopmærksomme trafikanter, der benytter håndholdt mobil eller f.eks. skriver eller taster på deres smartwatch under kørslen.

I årets første ti måneder har politikredsene uddelt 18.967 klip i kørekort for brug af håndholdt mobil bag rattet, viser nye tal fra Rigspolitiet ifølge Rådet for Sikker Trafik. Det svarer til ca. 63 om dagen.

I 60 procent af alle dødsulykkerne i trafikken er der uopmærksomhed eller manglende orientering involveret.

.


Del dette indslag