Filmanmeldelse: Max Pinlig På Roskilde

maxpinlig430Der er igen læssevis af pinligheder klar til Max Pinlig, i den tredje spillefilm om Max og hans både velmenende og meget pinlige mor.

Max er fyldt 16 år og på vej til at blive voksen. Han er begyndt at insistere på sin frihed, og dén skal afprøves med en debut på Roskilde Festival. Men mor siger klart NEJ, så Max flytter over til sin far, trodser alle formaninger og kaster sig hovedkulds ud i festivallivet. Men da mor opdager, at han er på vej, beslutter hun sig for at tage med og fra ”sikker” afstand holde øje med Max. En beslutning der medfører frigørelse, frihed, jalousi og et hav af komiske og pinlige situationer.

“Max Pinlig På Roskilde” slutter serien fint af, og er en film til de større børn og deres (måske kommende) pinlige forældre. Undervejs mister den for en kort bemærkning taget om sit publikum, men den kommer stærkt igen i finalen, for selvom Max er lige lovlig teenagesur hele tiden, så styres komikken i høj grad af Mette Horn i rollen som Mor Pinlig.
Den er en morsom satire over temaet, og er en tand bedre end sine forgængere – og sidst men ikke mindst, så er det en kæmpe fordel, at den ikke har dén skingre syntetiske undertone som mange andre børnefilm har. Det er derimod befriende at man bare bliver mødt med hverdagens absurditet i fuld udfoldelse.

4 ud af 6 stjerner giver Kim Nielsen fra Folketidende.dk filmen.

 
 



 
 

Kilde: folketidende.dk


Del dette indslag