Lokal Jernmand med flot resultat på Hawaii

nielsdamkjaer430STRØBY EGEDE: 50-årige Niels Damkjær havde taget sin 15-årige søn med til Hawaii, hvor den lokale Jernmand havde kvalificeret sig til verdensmesterskabet i Xterra-triathlon, hvortil blot seks danskere havde klaret denne kvalifikation.

Med mere end tre meter høje bølger og meget stærke strømforhold, gjaldt det om at have respekt for naturens kræfter undervejs i de 1.500 meter svømning i Stillehavet.

Svømningen var en del af verdensmesterskabet i Xterra-triathlon, som Niels Damkær havde kvalificeret sig til som én af blot 659 idrætsudøvere, herunder i alt seks danskere. Foruden svømningen stod menuen på 30 kilometer cykling i meget kuperet terræn samt 10 kilometers løb. Alt sammen i 30 graders varme og med en ekstrem høj og udmagrende luftfugtighed.

“Det var fantastisk fedt at være med, og jeg er meget glad for, at det gik godt. Jeg må da indrømme, at jeg var en anelse bange for svømningen på grund af bølgerne og strømmen, så højdepunktet var nok, da jeg havde overstået det. Jeg har aldrig prøvet at svømme under sådanne forhold før”, fortæller Niels Damkær ifølge Dagbladet Køge.

Med en placering som nummer 18 ud af 62 i aldersgruppen 50-54 år og en samlet placering som nummer 234 ud af 659 har han god grund til at være tilfreds med sin præstation.

Efter konkurrencen havde Niels Damkjær god tid til at udforske og nyde Hawaii sammen med sin 15-årige søn (Emil) fra Strøby Egede, som han havde inviteret med på turen til Hawaii.

 

 

 


Del dette indslag