Lovligt stribe-ræs for de fartglade

raes430Alle bilglade er velkomne, når der den 14. september køres lovligt stribe-ræs på FDM Sjællandsringen ved Roskilde. Der er plads til 100 streetracere, som alle kan deltage gratis. Én mod én skal de 100 deltagende biler og deres chauffører vise, hvor hurtigt de kan tilbagelægge 200 meter.

Som en del af underholdningen vil en række “rigtige” racebiler også vise, hvor hurtigt de kan tilbagelægge de 200 meter.

Løbet er en lovlig udgave af den type stribe-ræs, der foregår hver weekend rundt om i landets industrikvarterer, men arrangøren, Dansk Automobil Sports Union, garanterer, at politiet ikke kommer efter dem, der kører ræs på Sjællandsringen den 14. september.

Undersøgelser viser, at de fleste striberacere helst vil køre lovligt. På trods af det er næsten ni ud af ti striberace i Danmark stadig ulovlige.

Arrangementet 14. september er startskuddet til et samarbejde om en serie lovlige streetrace-løb i hovedstadsområdet fra 2014 og fremover.

Tilmeldingen vil foregå på selve dagen efter først-til-mølle princippet. Seneste tilmelding for deltagere er klokken 11.40. Løbene køres fra 12-16. Billetprisen for publikum er 50 kroner.


Del dette indslag