Rowan Atkinson tager afsked med Mr. Bean

Voksne som børn, fra hele verden, har i årevis kunnet være sikre på at få trænet lattermusklerne, når de har været i selskab med Mr. Bean.
Rowan Atkinson, som er manden bag den pudseløjerlige karakter, er til gengæld ved at være lidt træt af den.

Billedet stammer fra seneste spillefilm om Mr. Bean: “Mr. Beans ferie” (2007)

Mr. Bean siden 1990
I et interview med Radio Times fortæller han således, at han snart er klar til at give helt slip på karakteren, der første gang fik tv-tid i 1990, og som siden har fået film, bøger og tegnefilm baseret på sig.

“Jeg nyder faktisk ikke at spille ham mere. Det er et stort ansvar”, fortæller Rowan Atkinson og fortsætter:

“Jeg synes, det er stressende og udmattende. Jeg ser frem til, at det snart er slut”.

Har, trods alt, været glad for Mr. Bean
Selv om den 67-årige skuespiller efter tre årtier altså er ved at være klar til at sige farvel til sit alterego, betyder det ikke, at han ikke har holdt af ham undervejs.

Og han forstår da også godt, hvorfor karakteren blev taget så vel imod i hele verden.

“At se en voksen opføre sig som et barn uden at være opmærksom på, hvor upassende det er, vil altid være sjovt”, siger han og kommer med et bud på, hvorfor karakteren har fået så stor succes også uden for de britiske grænser:

“Det skyldes det faktum, at seriens humor i højere grad er visuel end udtalt”, konkluderer han.

Mr. Bean som TV-Serie, spillefilm og tegnefilm samt bøger
‘Mr. Bean’ blev første gang sendt på tv i 1990, og de efterfølgende fem år kunne folk gennem 15 afsnit følge den skæve karakter, hans bamse og kæresten Irma.

I 1997 kom så den første film, der hed noget så mundret som ‘Bean’, og 10 år senere kom seerne så med Mr. Bean på ferie i en opfølgende film.

I mellemtiden havde også en animationsserie haft premiere, og der er da også skrevet to bøger om figuren.

.


Del dette indslag