KENDTE/MUSIK: Den 14. marts fylder den folkekære trubadur 70 år, og han har ingen planer om at lade musikken forstumme. Den banker stadig i ham som taktfaste hjerteslag.
“Jeg synes ikke, jeg har en karriere – jeg har et liv. Og det har drejet sig om musikken”, udtaler Lars Lilholt og fortsætter:
“Jeg har altid tusset rundt og spillet musik og skrevet sange. Og så har jeg været så heldig at kunne leve af det”.
Lars Lilholt er født i København, men opvokset i Aalborg.
Hjemmet var musikalsk, og som barn fik han sin første guitar.
Godt nok er Lars Lilholt uddannet skolelærer. Men han har aldrig bestredet jobbet, andet end når han hjemmeunderviste sine børn, når familien holdt pause fra livet på landevejene og i perioder bosatte sig på den italienske ø Sicilien.
Både ung og oldgammel:
Selv om Lars Lilholt fylder 70 år, har han alle aldre i sig.
Når han står på scenen, får fandenivoldskheden ham til at føle sig som en 17-årig igen.
Men uden for scenen har han periodisk følt sig oldgammel.
“Jeg har været lidt igennem i løbet af livet, og så kan man godt føle sig rigtig gammel. Men jeg har det sådan, at det er bedre end alternativet”, siger han.
Alvorligt syg:
Sidste år blev Lars Lilholt opereret for tarmkræft og erklæret sygdomsfri. Men senere opstod der alvorlige komplikationer, og han fik tarmslyng og bughindebetændelse.
Lars Lilholt kan ikke huske så meget, andet end at han begyndte at få frygteligt ondt.
Dagen efter vågnede han på intensivafdelingen.
“Jeg tænkte: ‘Det var da dejligt, at familien er her, for jeg har ikke set dem samlet siden jul’. Det var først fire måneder efter, at de fortalte mig, at de var kaldt ind for at sige farvel”, fortæller Lars Lilholt.
“Et eller andet sted er jeg ikke bange for at dø. Men jeg er utroligt bange for at miste livet. Jeg er taknemmelig for at være i live”.
Vejen tilbage:
Lars Lilholt er ved at komme til hægterne igen, så han er klar til sommersæsonen. Sidste år optrådte han med stomi. Efter at den er blevet fjernet, skal han have sin krop til at fungere igen, og det kræver kræfter at komme tilbage i topform.
Publikum skal have fuld valuta for pengene.
“Jeg er dybt beæret over, at folk gider at bruge en aften i deres korte liv med mig. Det er altid en stor glæde, når det hele svinger, og folk omkring mig er glade, og publikum er glade. Så har jeg det som en fisk i vandet”, siger Lars Lilholt.
Sådan har spillemanden haft det i 50 år nu.
Fantastisk CV:
2023 er også året, hvor Lars Lilholt kan markere guldjubilæum som spillemand. I 1973 dannede han sammen med et par skolekammerater folkrockgruppen Kræn Bysted’s. Den blev opløst i 1982, og samme år udgav han sit første soloalbum.
I 1983 dannede han sit selvbetitlede orkester, Lars Lilholt Band, der i år har rubinjubilæum efter 40 år på farten. Samme år blev han far for første gang til Lærke, som i dag synger kor i selvsamme orkester. Hans søskende var også en del af det første Lars Lilholt Band.
“Vi havde alle små børn, så vi hyrede min mor som babycrew, som vi kaldte det, og rejste rundt som en anden cirkuskaravane. I dag er det børnebørnene, der løber rundt på bagscenen”, siger han.
Sammen med Johnny Madsen og Allan Olsen har Lars Lilholt også turneret rundt som en del af Dalton-trioen.
Lars Lilholt har udgivet omkring 300 sange og solgt omkring 2,5 millioner album. Han har vundet et hav af priser. Heriblandt Danish Music Awards-statuetter, Dansk Musiker Forbunds Hæderspris og Musikkritikernes pionerpris for sit virke.
Hele vejen igennem har han holdt fast i det håndspillede. Der er ingen computer eller backtrack på.
Det er ren, rå musik.
‘Kald det kærlighed’ betaler regningerne:
Han er kendt for numre som ‘Hvidsten Kro’, ‘Den hvide dværg’ og ‘Café Måneskin’, men hans signatursang er og bliver ‘Kald det kærlighed’.
Om det også er den sang, han er mest stolt af, ved han ikke. Men det er i hvert fald den, hans bank bedst kan lide.
“Den sang har været mit held. En gang imellem bøjer jeg mig dybt i støvet og siger: ‘Tak, du lille sang, at du lod mig føde dig’. Den har åbnet mange døre. Og betalt det hus, jeg bor i – det gør den sgu stadig”, lyder det afslutningvist fra Lars Lilholt.
.
