Dieselbilen styrtbløder

BIL & BOLIG: Dieselbilerne har indtil videre i år kun udgjort sølle 5 procent af det samlede bilsalg til private, ifølge tal fra De Danske Bilimportører.

Ifølge FDM er der flere årsager til, at salget af dieselbiler nærmest er gået fuldstændig i stå.

Dieselbilerne har ellers tidligere hittet blandt de prisbevidste danskere. I 2018 udgjorde de næsten 20 procent af det samlede bilsalg til private.

Men nu er de – på trods af at de kører langt på literen – blevet for dyre at købe, lyder forklaringen.

Det skyldes blandt andet en omlægning af registreringsafgiften tilbage i 2020, som betyder, at dieselbiler ikke længere får samme rabat for at køre længere på literen.

Samtidig er det også blevet dyrere at eje en dieselbil, fordi den såkaldte udligningsafgift i 2021 blev hævet med 21 procent, og fordi ejerafgiften generelt kommer til at stige med 37 procent fra 2021 og frem mod 2026.

Nedturen for dieselbilerne begyndte at tage fart allerede sidste år, og der er ikke umiddelbart udsigt til et comeback.

For gennemsnitsprisen for en dieselbil er nu højere end for både benzinbiler, elbiler og plugin-hybrider, ifølge beregninger fra Danmarks Statistik.

Og i de bilklasser, hvor dieselbilerne fortsat markedsføres, er prisen så høj, at man kan vælge en elbil som alternativ.

Det vælger mange netop at gøre, også fordi elbilen er billigere i drift.

Til dieselbilernes fordel taler heller ikke den usikkerhed, der hersker om biltypen – blandt andet foranlediget af nye miljøregler, som forbyder gamle dieselbiler i visse byområder.

I 2022 var gennemsnitsprisen for de dieselbiler, som danskerne købte, 467.237 kroner. Til sammenligning kostede en gennemsnitlig benzinbil 246.904 kroner, mens prisen for en elbil var 453.235 kroner.

.


Del dette indslag