Internettet fylder 25 år

internat430IT: 25 år efter internettets fødsel har antallet af hjemmesider rundet et skarpt hjørne på en milliard hjemmesider.

Internettet vokser og vokser og synes ikke at have tænkt sig at stoppe.

Der er nu mere end en milliard hjemmesider at klikke sig ind på, viser tal fra siden Internet Live Stats, der overvåger den globale aktivitet på internettet.

Tim Berners-Lee, der betegnes som ophavsmanden til World Wide Web, berettede om milepælen på det sociale medie Twitter – en af de mest besøgte hjemmesider i den store og til tider indviklede virtuelle verden.

Der er dog plads til langt flere sider på nettet endnu. I øjeblikket bliver der åbnet op for flere og flere forskellige domæner, så man ikke er begrænset af “.dk” eller “.com”.

Det blev skabt på Cern-forskningscentret i Schweiz ud fra britiske Tim Berner-Lees idé, som beskrev rammerne for, hvordan man let kunne dele filer mellem forskellige computere. I dag er internettet en fast del af milliarder af menneskers liv verden over.

Den første deciderede hjemmeside var online 6. august 1991. To år senere blev World Wide Web gjort lettere tilgængeligt for offentligheden. Folk var dengang skeptiske over for internettets fremtid, men i dag vil det være vanskeligt at argumentere for, at det ikke er kommet for at blive.

Knap tre milliarder mennesker har ifølge Internet Live Stats adgang til internettet.

 

 

 


Del dette indslag