Hver 5. kender en spritbilist

DANMARK: Hele 19 % af danskerne kender en person, som jævnligt kører spritkørsel. Det viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.

For meget alkohol i blodet og en fod på speederen koster hvert år mange liv i trafikken. Nu viser en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden, at hver 5. person i Danmark kender nogen i omgangskredsen, som man ved eller tror jævnligt kører spritkørsel.

Samtidig viser en optælling fra Vejdirektoratet og Rådet for Sikker Trafik, at fra 2016 til og med 2020 har 252 mennesker mistet livet og 1435 er blevet kvæstet i ulykker, hvor der har været en spirituspåvirket fører af et motoriseret køretøj (knallert, motorcykel, bil, varebil eller lastbil) involveret i ulykken.

Med andre ord: Selv om antallet af spritulykker er faldet over årene, så er spritkørsel stadig et stort problem.

Hvad kan du gøre?
For mange kan det være grænseoverskridende at sige til en anden person, at vedkomne bør lade bilen stå, tage en taxa eller blive og overnatte. Men det er vigtigt at gøre det, da vi alle har et ansvar og mulighed for at forhindre berusede personer i at sætte sig bag rattet og måske være skyld i en ulykke.

“Det er vigtigt, at man tør stille det følsomme spørgsmål, da det kan redde liv. Det kan være en god ide at alliere sig med andre i selskabet og sammen med dem gribe ind”, siger Michelle Laviolette, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.


Del dette indslag